Forsøgsfiskeri

Der findes to typer forsøgsfiskeri: 2 pct forsøgsfiskeri og teknisk forsøgsfiskeri.

Med henblik på at skabe rammer for en mere strategisk anvendelse af forsøgskvoter og gennemsigtig adgang til gennemførelse af forsøgsfiskerier er der udarbejdet en bekendtgørelse for projekter i saltvand.

De nye regler indebærer krav om systematisk afrapportering og evaluering samt annoncering af visse projekter, så alle interesserede får mulighed for at byde ind på forsøgsfiskeriprojekter, der tildeles med udgangspunkt i Fiskerilovens §109. 

Rammerne for forsøgsfiskerierne er udarbejdet på baggrund af politisk enighed blandt alle Folketingets partier i 2019 om en række hovedprincipper for forvaltningen af forsøgsfiskerier:

  • Transparens
  • Lige adgang for alle fiskere/forskere
  • Systematisk afrapportering
  • Naturhensyn
  • Tydelige krav og afgrænsning
  • Bagatelgrænse for mindre projekter

Forsøgskvote i Danmark har i tidligere år blandt andet været anvendt til projekter under Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP), EHFAF-projekter, redskabsforsøg og andre togter. Disse projekter har blandt andet været kendetegnet ved, at der har deltaget et antal fiskefartøjer, som har afprøvet redskaber eller lignende. De deltagende fartøjer har modtaget en mængde fisk for at deltage i det videnskabelige projekt - typisk den hovedart i det fiskeri, som projektet/forsøgsfiskeriet vedrører. Denne type forsøgsfiskeri kategoriseres som ”2 pct. forsøgsfiskeri”.

Mere information om 2 pct. forsøgsfiskeri og ansøgningsproceduren.

Det er også muligt at søge om tilladelse til, at udføre projekter uden forsøgskvote, hvis projektet kræver dispensation fra gældende fiskeriregler. Disse projekter kan have et videnskabeligt, miljømæssigt eller fiskeplejemæssigt formål. Denne type forsøgsfiskeri kategoriseres som ”teknisk forsøgsfiskeri”.

Mere information om teknisk forsøgsfiskeri i saltvand og ansøgningsproceduren.

For at få del i de videnskabelige forsøgskvoter eller få mulighed for, at lave tekniske forsøg, skal Fiskeristyrelsen give tilladelse. Begge typer forsøgsfiskeri er reguleret i forsøgsfiskeribekendtgørelsen (se lovstof).